Formål og praksis
Fundatsen er det grundlæggende og langsigtede dokument for Fondens aktiviteter. Justering af fundatsen er sket løbende med Fondsmyndighedens godkendelse. Seneste justering giver Fonden mulighed for også at støtte miljømæssige formål.
Fonden er almennyttig og skal virke for en række samfundsnyttige formål, som er følgende:
- Uddelinger til støtte og sikring af ældre menneskers aktiviteter. Uddelinger inden for dette område kan ske til enkeltpersoner eller en mindre gruppe af personer og til en bestemt aktivitet eller som hædersgave.
- Fonden kan yde støtte til aldringsforskning og øjenforskning. Tillige kan Fonden uddele hædersgaver til læger eller andre, som har virket som specialister inden for aldrings- og øjenforskningen.
- Fonden kan yde støtte til enkelte, konkrete, klart afgrænsede, større opgaver vedrørende områderne forskning, kunst, kultur samt sociale og miljømæssige formål.
I forbindelse med bestyrelsens behandling af ansøgninger indhentes som udgangspunkt sagkyndig bistand, som er anonym i relation til ansøgere.
Bevillingerne har som hovedregel en varighed på maksimalt tre år, men kan undtagelsesvist være af op til fem års varighed.
Der kan ikke ydes støtte til generelle, uspecificerede driftsomkostninger.
Fundatsens uddelingsområder og fondsbestyrelsens vedtagne praksis beskrives nærmere under menupunkterne til venstre.