Derfor er det vigtigt med udvendige fuger

Fugen, der sidder udvendigt omkring vinduer og yderdøre, har funktionen at skulle udfylde mellemrummet mellem vinduet eller yderdøren og muren eller væggen, så der ikke kommer vand ind. Derudover skal fugen også optage de bevægelser, der fremkommer, når vinduet og konstruktionen omkring bevæger sig modsatrettet.

Hvilken fugetype skal du vælge til udvendige fuger omkring vinduer og døre?

Fugeteknisk er det en stor fordel at udforme fugen omkring vinduet, så den er diffusionsåben udvendig samt luft- og diffusionstæt indvendigt.

Derfor kan du med fordel vælge et materiale til udvendige fuger, der er åbent og åndbart, så mellemrummet mellem ude og inde ikke bliver forseglet. Dette hænger sammen med, at der altid vil komme lidt fugt ind bag fugen, hvilket skal have mulighed for at komme ud igen.

Af et følgende kan du se 3 former for fuge, der er glimrende at bruge udendørs:

  • Kalkmørtel:

Kalkmørtel fungerer rigtig fint i særligt ældre murede huse, hvor den passer ind i stilen. Den er åben, hvilket betyder, at fugten kan trænge ud.

  • Fugebånd:

Fugebånd er et forkomprimeret tætningsbånd, som ekspanderer, når det monteres. Fugebåndet fungerer som en diffusionsåben fuge, der kan tætne mod slagregn. Derudover er det nemt at montere og kan let udskiftes.

  • Silikonefuge:

Silikonefugen er fleksibel og nem at lægge i, men idet den er så tæt, kan den medføre rådskader, hvis du både benytter den inde og ude, da fugten ikke har mulighed for at komme ud. Det er derfor anbefalelsesværdigt kun at anvende fugen i bunden af vinduer og døre.