Sådan ved du, om du har behov for fysioterapi

Hvornår bør jeg se en fysioterapeut?
Du bør booke tid til fysioterapi, hvis du oplever smerter eller problemer med dine muskler og led. Måske har du gentagne problemer med nakke- eller rygsmerter, når du vågner om morgenen, eller måske oplever du uforklarlige smerter og spændinger under træning. Det kan også være, at du lider af et fysisk handicap, som kræver fysioterapi for en optimal og stabil bevægelse.

Fysioterapeuten træder også til ved akutte skader eller genoptræningsforløb.

Fysioterapi – sådan foregår behandlingen
En fysioterapeut er ekspert i kroppens bevægelsesmekanismer og beskæftiger sig hovedsageligt med smerter og lidelser i skulder, nakke, ryg, hofte og knæ. Fysioterapi består typisk af en grundig udredning, hvor der spørges ind til problemets omfang; hvornår det opstod, i hvilke situationer det kommer til udtryk, og hvordan det generelt påvirker dig.

Derefter følger en række fysiske behandlinger og aktiviteter, som har til formål at forebygge og styrke kroppens bevægelsesfunktion. Med sine hænder forsøger fysioterapeuten at finde årsagen til lidelserne gennem mobiliserings- og manipulationsteknikker. Behandlingen suppleres ofte af træningsøvelser.

Hvad koster det at gå til fysioterapi?

Fysioterapi dækkes delvist af den offentlige sundhedsforsikring, hvor det er muligt at få tilskud. Du kan dog kun få tilskud til fysioterapi, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Du har en henvisning fra din læge, som du bruger senest 2 måneder efter, du har fået den
  • Du bruger en fysioterapeut, som har overenskomst (gruppe 1-sikrede)
  • Du betaler selv resten af fysioterapeutens pris

Hvis ikke du får en henvisning fra lægen, skal du betale det hele selv. Her kan priser varierer, alt afhængig af den enkelte fysioterapeut. En anden mulighed for at få tilskud er, hvis du er medlem af Sygesikring Danmark.